
Risotto med græskar og squash
Denne risotto er noget af det skønneste comfort food, du kan finde, når efteråret melder sig. Den cremede risotto smager perfekt sammen med bagt hokkaido-græskar og små squashtern.
Jeg laver min risotto med grødris i hverdagen, når det skal være lidt billigere – men du kan sagtens bruge risottoris.
Servér denne risotto for gæster – eller lav den til dig og din familie på en helt almindelig hverdagsaften.
- Tid i alt: 45 minutter
- 4 personer
Ingredienser
Bagt græskar:
- ½ hokkaido-græskar
- Madolie
- salt og peber
Risotto:
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- ½ squash
- Madolie
- 4 dl. grødris
- 1 dl. hvidvin (kan udelades)
- 1 liter vand
- 2 grøntsagsbouillonterninger
- 100 g. revet parmesan
- 1 spsk. mascarpone (kan erstattes med smør)
- Citronsaft, salt og peber
- Evt. skovsyre eller finthakket persille til pynt
Tip!
Jeg bruger altid grødris, når jeg laver risotto. Det er nemt, billigt, og grødrisene suger væsken fint ligesom risottoris.
Hvis ikke du har mascarpone på lager, kan du sagtens komme smør i retten til sidst. Det giver også en lækker, cremet risotto.
Fremgangsmåde
Bagt græskar:
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft og find en bageplade med bagepapir frem.
- Skyl græskar grundigt og skær i grove tern. Behold skrællen på.
- Vend græskartern med olie, salt og peber på bagepladen.
- Bag græskar i ovnen i ca. 20-25 min., til det er gyldent og gennembagt.
Risotto:
- Pil og hak løg og hvidløg fint.
- Skyl og skær squash i fine tern.
- Varm en sautérpande eller gryde op med lidt olie og steg løg og hvidløg, til løgene er klare.
- Tilføj squash og steg, til squashene er gyldne.
- Tilsæt grødris og lad dem stege med i et par minutter.
- Hæld vin over grødrisene og lad alkoholen fordampe.
- Kom bouillonterninger i retten og tilføj vand lidt ad gangen, til risottoen har optaget al væsken.
- Vend halvdelen af græskarternene i risottoen og mos dem let med grydeskeen.
- Riv parmesan på den fine side af et rivejern og kom det i risottoen.
- Tilføj mascarpone til risottoen og smag til med citronsaft, salt og peber.
- Træk grydeskeen igennem risottoen. Hvis risottoen flyder stille og roligt sammen, er konsistensen god. Den må endelig ikke være for tyk.
- Servér risottoen med resten af de bagte græskartern på toppen og drys med skovsyre eller finthakket persille.
- Velbekomme!