
Små citronkager med marengs og kandiserede citronskiver
- Tid i alt: 2-2,5 timer
- Personer: 8 små kager
- Specielle redskaber: Sprøjtepose med stjerneformet tyl, gasbrænder, røremaskine eller en elpisker, termometer, et aflangt fad, der passer med størrelsen af citronkagerne, når de skæres ud, pensel
Ingredienser
Kandiserede citronskiver
- 1,5 dl. sukker
- 1,5 dl. vand
- 1 stor, usprøjtet citron
Citronbunde
- 150 g. mel
- 1 tsk. bagepulver
- 1 tsk. vaniljesukker eller -pasta
- 175 g. smør
- 175 g. sukker
- Skal fra 2 ØKO citroner
- 2 tsk. citronsaft
- 3 æg
Lemon curd (en hel portion, kan gemmes på glas)
- 1 æg
- 1 æggeblomme
- 85 g. sukker
- Saften fra 1 stor citron
- Skal fra 1 ØKO citron
- 35 g. koldt smør
Italiensk marengs
- 60 g. æggehvide
- 100 g. sukker
- 0,5 dl. vand
Fremgangsmåde
Kandiserede citronskiver
- Tænd ovnen på 100 grader varmluft.
- Kom vand og sukker i en gryde og kog det op, indtil sukkeret er smeltet.
- Skær citronen i tynde skiver, men stadig i en tykkelse, så skiven er sammenhængende.
- Kom skiverne ned i gryden – sørg for at skiverne ikke overlapper hinanden.
- Kog skiverne i sukkerlagen i 20-25 minutter, eller til de begynder at blive gennemsigtige.
- Læg skiverne på et stykke bagepapir og bag citronskiverne i 45-60 minutter i ovnen.
- Vend citronskiverne undervejs.
- Citronskiverne vil være lidt klistrede, men man skulle gerne kunne røre dem, uden de klistrer helt fast på fingrene.
- Lad citronskiverne køle af og skær dem i den ønskede størrelse.
De smager sødt, surt og lidt bittert. En perfekt kombination til den søde kage og marengs!
Citronbunde
- Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
- Lav dit aflange fad klar med bagepapir, så dejen er lige til at komme i.
- Smelt smørret i en gryde eller i en skål i mikrobølgeovnen. Lad smørret køle af.
- Start med at blande de tørre ingredienser i en skål.
- I en anden skål piskes sukker, citronskal og -saft og det smeltede smør, til det er godt blandet.
- Rør i dejen med en dejskraber, imens du tilsætter melblandingen til den våde blanding. Rør indtil dejen er ensartet.
- Fordel dejen i kagefadet.
- Bag kagen i ovnen 30-35 minutter.
- Lad kagen køle helt af, inden du skærer 8 små, aflange kager.
- Imens du forbereder de andre ting, kommes film omkring kagerne, så ikke de bliver tørre.
Lemon curd
- Vask citronen og riv skallen ned i en gryde sammen med saften derfra.
- Kom sukker, æg og æggeblomme med ned i gryden og varm massen op.
- Massen må endelig ikke koge, da det vil danne små nistre af æg, hvis lemon curden overstiger 80 grader.
- Lemon curden tages af varmen, og det kolde smør tilsættes i små tern.
- Si lemon curden, så den bliver helt glat og ensartet.
- Kom lemon curden på køl, mens du forbereder det andet.
Italiensk marengs
- Kom sukker og vand i en gryde.
- Varm massen op til 110 grader.
- Imens piskes æggehviderne stive i en røremaskine eller med en elpisker.
- Når sukkermassen er 110 grader, hældes den ned til æggehviderne i en tynd stråle.
- Pisk i 5-10 minutter yderligere, for at sikre den italienske marengs bliver blank.
Samling af kagerne
- De udskårne kager pensles med den kolde lemon curd, eller der skæres små huller i toppen af kagen, og der fyldes lemon curd i hullerne. På den sidst nævnte måde får man mere lemon curd i kagerne, men man kan også sagtens nøjes med at pensle kagerne med lemon curd.
- Kom marengsen i en sprøjtepose med en stjerneformet tyl og sprøjt 4-5 små dutter på kagerne.
- Brænd marengsen med en gasbrænder, til marengsen tager farve.
- Pynt kagerne med de kandiserede citronskiver og citronmelisse, hvis du ønsker dette.
Velbekomme!
Tip
- Mange traditionelle kager kan nyfortolkes på denne måde.
- Du kan fx også lave en mazarinbund i 8 små, firkantede kager, der pensles med mørk chokolade, sprøjtes med 4-5 dutter konditorcreme og pyntes med skiver af friske jordbær! En nyfortolket jordbærkage!